Hudfornyelse med IPL
Hudfornyelse af huden med IPL er en behandling med flere navne og kaldes desuden også for Photorejuvenation eller Skinrejuvenation.
I takt med alderen ændrer hudens struktur sig og bliver mere slap og grovporet. Der kan ligeledes opstå rødme, karsprængninger og pigmentforandringer. Dette kan effektivt behandles med IPL eller laser. Til foryngelse og forbedring af hudens struktur og hudtone anvender vi på Amalieklinikken den bedste og nyeste teknologi.
Årsager til ældning af huden
Sollys eller solarium er medvirkende årsag til ældning af huden. Andre faktorer der kan påvirke ældningsprocessen er alder, genetik, hormonforstyrrelser, medicinindtag samt miljø, kost, sygdom og livsstil.
Hvilken type hud kan behandles?
I princippet kan alle hudtyper behandles. Dog vil der være øget risiko for bivirkninger i form af f.eks. øget pigmentproduktion ved mørkere hudtyper.
Hvor mange behandlinger skal der til?
Effekten af behandlingen aftager løbende over 2-6 måneder, hvorefter der anbefales genbehandling.
Før behandlingen
Inden behandlingen skal du til en konsultation hos en af vores registrerede laserspecialister. Her får du en vurdering, rådgivning og vejledning om behandlingen. Inden behandlingen tages der kliniske fotos af behandlingsområdet og du skal underskrive en samtykkeerklæring.
Behandlingen
Under selve behandlingen har du beskyttelsesbriller på og ligger i en behagelig behandlingsstol. Ved IPL behandling påsmøres ultralydsgel på huden. Dette virker lysledende, således at lyset ledes ned i huden, der opvarmes, hvorved der skabes en mild og kontrolleret irritation (inflammation). Dette stimulerer hudens bindevævsceller til at øge produktionen af bl.a. kollagen og elastin.
I forbindelse med selve behandlingen udsendes korte lysglimt og, du vil føle varme og kortvarig smerte i området, der kan føles som at blive ramt af en elastik.
Behandlingen varer typisk 15-30 min. Afhængigt af størrelsen af det behandlede område.
Forventet resultat
Rynker forsvinder ikke ved behandlingen. Men hudens struktur forbedres og den vil blive glattere og mere ensartet i hudoverfladen og huden ser mere frisk ud. Hvis der er pigmentpletter i hudoverfladen kan disse efter behandlingen i starten blive mørkere for derefter at vandre op til overfladen og skalle af typisk i løbet af 7-14 dage. Efter behandlingen kan der opstå rødme og varmefølelse samt hævelse i det behandlede område. Disse gener vil oftest aftage i løbet af 2-7 dage. For at mindske generne kan området køles eller påsmøres kølende/beroligende creme. Der må anvendes makeup umiddelbart efter behandlingen. Effekten er videnskabeligt dokumenteret til at øge bl.a. kollagenproduktionen med op til 92 % i perioden umiddelbart efter behandlingen.
Forholdsregler i forbindelse med behandling med IPL- og laserbehandling
I forbindelse med din behandling skal der tages følgende forholdsregler for at opnå et godt resultat:
- Du må ikke udsættes for sollys eller solarium 4 uger før og 4 uger efter en behandling.
- Du må ikke være brun af selvbruner el.lign., da huden skal være så lys som muligt på behandlingstidspunktet.
- Du må ikke være gravid eller ammende.
- Du skal være minimum 18 år.
- Du må ikke have været i behandling med isotretinoin eller tetracyklin inden for de seneste 6 måneder.
- Du må ikke være i behandling for kræft.
- I hele behandlingsforløbet bør der anvendes solfaktor 50+ i behandlingsområdet.
Download information
Du kan downloade vores information og samtykkeblanket her.