Botox behandlingsforløb

Før behandlingen

Book en forundersøgelse i god tid.
Det er et lovkrav fra Sundhedsstyrelsen, at der skal gå minimum 48 timer fra forundersøgelsen, til samtykke kan gives, og selve behandlingen må finde sted første gang. De 48 timer kaldes ”betænkningstiden”.
Du er velkommen til at tage en ven eller veninde med til forundersøgelsen.

Gravide og ammende må ikke få Botox, og du skal være over 18 år.

Er der nogle forholdsregler inden behandlingen?

Smertestillende medicin, som indeholder acetylsalicylsyre og gigtmedicin indeholdende Ibuprofen øger risikoen for blødning og dermed blå mærker ved injektionsstederne.
Disse præparater bør undgås i en uge før behandling. Anvend i stedet Paracetamol (Pinex, Panodil, Pamol), som ikke skader.

Er man i fast behandling med blodfortyndende medicin som fx. Magnyl, Maravan eller Pradaxa, må man IKKE selv pausere denne, men skal altid gå til sin egen læge og høre, om det er forsvarligt at holde pause.

Selve behandlingen

Inden behandlingen desinficeres huden, hvorefter man gennem en meget tynd nål sprøjter små mængder botox ind i de fine ansigtsmuskler, som skal behandles. Efter behandlingen kan de behandlede muskler ikke længere trække sig sammen og folde huden, som derved bliver udglattet. Stikkene giver en mild smerte, der hurtigt forsvinder igen.

Resultatet ser du først efter 3-7 dage, når medicinen har haft tid til at udøve sin virkning.

Efter behandlingen

Efter behandlingen må du ikke trykke eller massere de behandlede områder de første 4 timer. Bortset fra dette kan du foretage dig vanlige aktiviteter.

Det er bedst ikke at anvende make-up samme dag, men at holde huden helt ren efter behandlingen. Hvis det er meget nødvendigt, kan du bruge en smule mineralpudder. Rens dit ansigt grundigt om aftenen.

Du kan forvente, at resultatet holder i cirka 3-4 måneder.

Resistens for lægemidlet kan i meget sjældne tilfælde opstå formentlig fordi kroppen har dannet antistoffer mod botox, som så inaktiveres.

Er der risiko for bivirkninger?

De fleste får slet ingen bivirkninger. Behandlingen er uskadelig, idet stoffet (protein-molekyle) nedbrydes helt og udskilles af kroppen. Som ved enhver anden injektionsbehandling kan der være lokal smerte, ømhed og blå mærker og kløe de første par dage. Øvrige bivirkninger er sjældne. Nogle få oplever hovedpine de første par dage og sjældent kan ses kortvarige lette influenzasymptomer.

Ved behandling ….
…. i panden lige over øjenbrynene er der set hængende øjenlåg.
…. omkring øjnene kan ses hævelse, tørhed og irritation af øjnene samt vanskelighed ved at lukke øjnene helt.
…. i underansigtet kan de mimiske muskler omkring munden påvirkes, således at man ikke kan fløjte eller drikke med sugerør.
…. ved munden kan ses hængende mundvig og læber.

Ovennævnte symptomer svinder helt igen – som regel i løbet af en måneds tid.

Alvorlige allergiske reaktioner i form af anafylaktisk shock ses ekstremt sjældent, men kræver hurtig behandling. Der er ikke rapporteret senfølger.